Advokat Klaus Berning - Sankt Annæ Plads 22 - 1250 København K - Tlf. 3391 0455 - Fax 3391 0688 - E-mail: mail@berning.dk

 
Advokat

Klaus Berning, 68 år 

6. februar 1943 - 30. november 2011

 

Mindeord

 

 

Af Peter Mose Larsen, tidl. professor.

En stor personlighed og et fantastisk menneske, som ragede højt op blandt sine kolleger, er alt for tidligt taget fra os efter adskillige års indædt kamp imod sin nådesløse kræftsygdom. Klaus Berning var ikke alene en ener, men også en enspænder. Hans engagement og aldrig svigtende ildhu for sine klienter var enestående. Han kæmpede lige så meget for dem, som han kæmpede imod sin sygdom.

Klaus vil ikke mindst blive husket for sine store sejre i den såkaldte jydebrødresag og grundlovssagen imod Tvind samt andre markante processer med offentlighedens bevågenhed. Hans sejr over den danske stat i 2007 ved EF-domstolen, hvor danske bopælskrav for erhvervelse af fast ejendom her i landet blev tilsidesat, er en anden af hans store sejre. Klaus veg aldrig tilbage for at påtage sig en kontroversiel sag, når han følte, at retfærdigheden stod for skud. Han var i udpræget grad procedureadvokaten, som levede for og med sine klienters problemer. Det var et hårdt slag for ham, da han blev erklæret uegnet som formand for den såkaldte Riskærfond - et justitsmord, som han havde svært ved at overvinde, men som han ved sin ukuelighed alligevel lagde bag sig.

Ud af en stor juristfamilie skilte Klaus sig ud som den, der altid kæmpede for dem, som lagde sig ud med den herskende samfundsmoral – eller rettere: mangel på samme. Han vil blive husket som en, der altid kæmpede mod forlorenhed og påtagen moralisme, og som levede efter sine egne høje moralbegreber og etik med en aldrig svigtende sans for, hvad der var ret.

Han ville ikke have egnet sig i de moderne advokatfabrikker. Dertil var hans individualisme for stor. Han ville ikke kunne indordne sig, og desuden gav Klaus heller aldrig op.

Klaus var sine venners ven. Han havde ingen børn, men holdt lige så meget af sine klienter, som var de af hans egen æt. Han valgte dem med omhu. For ham var klienten det primære, og salæret kom i anden række. Sådan er det desværre ikke mere, hvor det nu er timeregnskabet, der styrer det hele.

Vore tanker går til hans lige så ukuelige hustru Lisbet og hans store familie, som nu må bære på et dybt savn.

Æret være hans minde.

Klaus Bernings forside indtil 
30.11.2011 skrev han :


En tillidssag

Advokat Klaus Berning betragter alle retssager som en udfordring.

Han er én af de få advokater i Danmark, der helliger al sin tid og kompetence på at føre komplekse retssager ved Østre- og Vestre Landsret samt ved Højesteret.
Det kræver både faglig kompetence, den rette indstilling og erfaring.

Siden 1972 har Klaus Berning opbygget en betydelig faglig erfaring. Den kommer hans klienter til gode i form af en bred juridisk og strategisk rådgivning, samt når han tager stilling til, om og hvordan en sag skal føres.

I årenes løb har han været hovedaktør i mange retssager, som har været med til at skabe retspraksis. Ofte har løftestangen været anderledes synspunkter.
Desuden har han repræsenteret klienter over for skattemyndighederne og ført sager for voldgiftsretter. Han har bl.a. rådgivet klienter om selskabsretlige forhold samt medvirket ved køb og salg af fast ejendom.

Klaus Bernings udgangspunkt er altid, at valget af advokat er en tillidssag.